Om varmestuen Bolbro
Varmestuen åbnede 2. oktober 2019 i midlertidige lokaler på Højstrupvej 59. Lokalerne har tidligere været brugt til et kommunalt værested.
Der er afsat penge på Odense Kommunes budget til en ny varmestue i Bolbro, som skal ligge på Stadionvej 47. Her skal der ombygges og tilbygges, en proces som forventes at tage ca. et år.
Indtil flytningen skal varmestuen fortsætte driften på Højstrupvej.
Den kommende varmestue får en meget central placering i bydelen og lige ved letbanen.
Den kommende varmestue får gode faciliteter til cafe og køkken, samtalerum og sundhedsrum. Endvidere er der udeplads i have til ophold, grill og aktiviteter.
Pt kommer der dagligt mellem 15 og 35 besøgende, men det stiger stille og roligt, efterhånden som folk får øjnene op for stedet og dets kvaliteter.
Varmestuen har en driftsaftale med Odense Kommune, som betaler for driften af stedet.
Der er pt ansat 2 socialfaglige medarbejdere i varmestuen, uddannet som socialrådgiver og social og sundhedsassistent, og vi har 5 frivillige og i perioder virksomhedspraktikanter/arbejdsprøvninger.
Den overordnede ledelse er hos korshærslederen, som samtidig er leder af afdelingerne i Nørregade og Svendborg.
Køkkenet
I de nuværende lokaler er der to køkkener og begge bruges til forskellige ting. På den nye placering laves et helt nyt køkken helt centralt i bygningen.
Til middag er der varm mad. Vi lægger vægt på et godt solidt måltid mad, som skal være velsmagende og næringsrigt. Samtidig har vi fokus på at måltidet gerne må være sundt. Vi tilbyder mangfoldighed og har respekt for, at mange i varmestuen ønsker god ”mormor mad”.
Vi får madvarer doneret fra Fødevarerbanken og prøver at bruge de varer vi får doneret til at indgå i madplanen.
Frivillige medarbejdere kommer og nogle hjælper i køkkenet med opgaver, andre står selvstændigt for madlavningen. Vi ønsker at de frivillige indgår videst muligt i arbejdet og det er vigtigt, at du kan samarbejde og finde ud af, hvad den enkelte frivillige ønsker.
Dit ansvar vil være at lave madplan, indkøbslister, egenkontrol m.v.
Gerne inddrage brugernes ønsker i planlægningen af mad.
Værdier
Kirkens Korshær er en organisation med kristne rødder og værdier og det kristne menneskesyn, at ethvert menneske er værdifuldt. I Kirkens Korshær bruger vi en del tid på at tale om værdier, for at de kan blive omsat til holdning og handling.
I dagligdagen afspejler det sig i mødet med mennesket. Vi møder mennesket i øjenhøjde, med omsorg, nærvær og respekt, og stiller ingen krav om forandring.
Kirkens Korshær har tilknyttet en præst, som almindeligvis kommer nogle timer om ugen.
Relations arbejde
Den anden del af dine arbejdsopgave er relations arbejdet med brugerne. Gennem samtaler vejledes og støttes brugeren i, hvad der for tiden er svært, tanker de slås med eller konkrete problemer du kan hjælpe med. Andre gange har man samtaler, hvor man ”bare” skal lytte og forstå, uden at skulle gøre noget. Brugerne skal opleve, at de bliver set og hørt, så de føler sig værdsat og respekteret. Derfor er det også altid med udgangspunkt i brugernes ønsker og behov at hjælpen og støtten iværksættes.
Målgruppe har oplevet utallige svigt og er derfor ikke altid let at danne en relation til. Det kræver stor tålmodighed og man tager ofte et skridt frem og to tilbage. Brugerne mødes ikke med krav om forandring. Men du skal kunne møde mennesket gennem omsorg, nærvær og respekt, i et uforpligtende fællesskab. Det frisætter kræfter for brugeren til at tage små skridt, der kan blive til forandringer. Forandringerne tager altid udgangspunkt i den enkelte brugers ønske.
I nogle tilfælde vil du skulle have funktion som bisidder til bl.a. borgerservice, behandlingscenter, læge, sygehus mv. Det giver tryghed for brugeren at blive fulgt, samt at en anden lytter med og man herefter sammen kan tale om hvad der er blevet sagt.
Grænser
Som ansat, er du med og bidrager til en god tone og atmosfære i varmestuen. Vi ønsker at skabe et alternativ til gaden, hvor udsatte mennesker kan være i fred og ro samt føle sig trygge. Det kræver at du selv kan bevare overblikket i situationer hvor tingene går stærkt. Nogle gange skal der adfærdskorrigeres for at alle kan være der. Vi vil gerne være meget rummelige og der skal være plads til alle, men ikke plads til alt. Du kommer således også til at arbejde meget med dine egne grænser og grænsesætning.
Det sker også, at der opstår konflikter på stedet. Det er medarbejdernes opgave at forebygge konflikter og hindre at de udvikler sig.
Målgruppen
De mennesker som benytter varmestuen, er kendetegnet ved at være langt væk fra arbejdsmarkedet samt have et meget lille eller ikke eksisterende netværk. De fleste er på overførselsindkomst, og har store økonomiske udfordringer. Mange har et misbrug og eller psykisk sygdom.
Varmestuen besøges i øjeblikket af mellem 15 og 35 brugere dagligt og i løbet af en uge har vi besøg af omkring 40 forskellige udsatte mennesker.
Samarbejde
Vi har at gøre med en meget vanskelig brugergruppe, og for at stedet kan fungere, er det vigtigt med et godt samarbejde. Pt. er der kun to ansatte i varmestuen Bolbro og du bliver det tredje. Desuden er der tilknyttet vikarer, nogle frivillige. Der er fra tid til anden aftale om virksomhedspraktik.
Varmestuen Nørregade og Bolbro samarbejder tæt og holder fælles medarbejdermøder og supervision.
Ud over det nære team samarbejder vi behandlingscenter Odense, med kommunens støtte-kontakt personer og forskellige socialrådgiver. Det er derfor også vigtigt at du ser dig selv som en god medspiller til at få ting til at lykkes og kan samarbejde med mange forskellige mennesker og faggrupper.
Arbejdstider mv.
Varmestuen har pt. åbent på hverdage fra 9 til 13:30. Efter lukketid er der rengøring, hvorefter vi sammen afslutter dagen, kassen tælles op, der skrives dagbog, som omhandler dagen generelt og evt. enkelte brugere og der er mulighed for at fortælle gode historier fra dagen.
Der er medarbejdermøder hver 2. uge fra kl. 14.00 til 16.00 og der er supervision 3 gange årligt.
Fastansatte medarbejdere deltager i supervision, der forestås af ekstern supervisor. Desuden er der efter individuelt behov og ønske, tilbud om deltagelse i temadage og kurser.
I julen og i påsken har vi åbent i en af varmestuerne, og man indgår i samarbejdet med de øvrige afdelinger. Du skal derfor forvente at arbejde juleaftensdag hver 2. år og 1-2 dage i påsken.
Ansættelsesforhold
Kirkens Korshær har ikke personaleoverenskomst med en bestemt faglig organisation, da medarbejderne har forskellig faglig baggrund. Grundlæggende lægger løn- og ansættelsesforhold sig meget tæt op ad aftalerne mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte (KTO).
Løn Du indplaceres på trin 21, 23, 24, 26, 28, 31, 32 og 33 med et pensionsgivende tillæg på 12.900 kr. (2000-sats). Hvert trin er to-årigt på nær trin 21, som er ét-årigt. Starttrin vil være 24 for følgende uddannelser:
- minimum social- og sundhedsassistent
- pædagoger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere
- flerårig diakonuddannelse eller for den konkrete stilling relevant uddannelse af min. 3 års varighed.
Der tilskrives anciennitet for dokumenteret ansættelse ved tilsvarende arbejde. Der betales 13,5 % af grundløn + alm. tillæg i pension til PFA efter tre måneders ansættelse.
Der er tre måneders prøvetid.
Overordnet ansættes man til Kirkens Korshær i Odense med primær arbejdsplads i Bolbro.