Natvarmestuen er Kirkens Korshærs lavtærskeltilbud for mennesker, som mangler et sted at være om natten.

Stedet er primært tænkt som et helt basalt tilbud om et natligt være- og overnatningssted for byens allermest udsatte borgere.
Medarbejderne laver en konkret vurdering om man er målgruppe.

Man kan henvende sig og opholde sig anonymt i Natvarmestuen, og tilbuddet er præget af enkelhed. Udover helt enkel overnatning rummer tilbuddet også mulighed for køb af håndmadder, kaffe og andre drikkevarer, samt ting til den personlige hygiejne. Man overnatter på madrasser eller evt. liggeunderlag i et fælles soveareal, som deler rum med caféafdelingen, hvilket bidrager til en oplevelse af tryghed, idet det vågne personale natten igennem har et godt overblik over stedet.

Natvarmestuen giver brugerne mulighed for at tage et bad og få vasket og tørret tøj, og der er i mindre omfang brugt tøj til udlevering, såfremt man skulle mangle helt basal påklædning.

Caféafsnittet råder over talrige brætspil og andre spil til fri afbenyttelse, ligesom der er stort tv til rådighed for fælles hygge og adspredelse.

Odense Kommune har lavet en driftsaftale med Kirkens Korshærs og det er kommunen, der finansierer driften.

Banner_groen_99x32

Soveafd., nat a

Der kan opholde sig ca. 30 personer i Natvarmestuen, og de to medarbejdere står til rådighed med praktisk hjælp til opholdet, samvær, samtale og grundlæggende rådgivning. Der er et tæt samarbejde med Dagvarmestuen, hvortil man ofte vil blive henvist i forbindelse med behov for bolig, social rådgivning eller hvis man har sår, skader eller helbredsproblemer man gerne vil have hjælp til.

Cafe natvarmestuen a                        Natvarmestuen er som nævnt et lavtærskeltilbud til den som mangler et sted at være om natten. Stedet er med andre ord ikke egnet til længere ophold, og det vurderes konkret for den enkelte bruger hvordan og hvornår vedkommende kan hjælpes videre til herberg eller forsorgsinstitution eller evt. ekstern rådgivning med henblik på egen bolig.

Det er vigtigt at understrege, at Natvarmestuen har sit eget nattemiljø med karakter af fristed for den enkelte bruger uanset personlige forhold og problematikker. I den forstand stilles ingen umiddelbare krav om forandring. Natvarmestuens brugere er socialt udsatte i en sådan grad, at forandringskrav må være beherskede, tilpasset brugeren og først og fremmest formuleres af vedkommende selv.

Natvarmestuen har åbent 20.00-08.00 fra 1.10. til 31.5. og 22.00-08.00 fra 1.6. til 30.9.

Banner_47x56